Biernes rolle i naturen

Hvis man skulle udvælge et enkelt dyr, hvis arbejde holder mest af landskabet i gang, ville biet stå højt på listen. Det er ikke fordi, det enkelte bi er stort eller iøjnefaldende — det er fordi, der er så mange af dem, og fordi de gør det samme hele dagen: besøger blomster.

Bestøvning — det vigtigste arbejde

Når en bi henter nektar i en blomst, sætter pollenkorn sig fast på de fine hår på dens krop. Det meste børster den selv ned i kurvene på bagbenene og tager med hjem. Men en del bliver siddende — og når bien lander på den næste blomst af samme art, falder noget af pollenen af og lander på blomstens støvfang. Sådan sker bestøvningen. Uden den, ingen frø, ingen frugt, ingen næste generation af planter.

Cirka tre ud af fire af verdens vigtigste afgrødeplanter er afhængige af eller får et tydeligt udbytteløft af insektbestøvning. Det gælder æbler, kirsebær, hindbær, jordbær, mandler, raps, kløver, agurker, græskar og en lang række andre. Vinden tager sig af kornet og græsserne, men når det handler om frugt og bær, er det stort set bier, der står for arbejdet.

Det er ikke kun honningbien

Det er let at glemme, at honningbien kun er én ud af mange. I Danmark findes der over 290 vilde biarter — humlebier, jordbier, vejbier, murerbier, bladskærerbier og mange flere. De fleste lever ikke i samfund med en dronning, men alene; hunnen graver et lille bo, fylder det med pollen og nektar, lægger et æg og er videre.

De vilde bier og honningbierne komplementerer hinanden. Honningbier er talstærke, hurtige og effektive på store områder med mange blomster på samme tid — for eksempel en blomstrende rapsmark eller en frugtplantage. De vilde bier er ofte mere specialiserede og kan flyve i koldere og dårligere vejr end honningbien. Humlebien er for eksempel en mester i at bestøve tomater og blåbær, fordi den ryster pollenen løs med en helt særlig vibrationsteknik, som honningbien ikke kan.

Bierne og biodiversiteten

Bestøvning handler ikke kun om mad til mennesker. Den vilde flora — fra hvide anemoner i bøgeskoven til lyngen på heden — er også afhængig af insekter, der flytter pollen rundt. Når blomsterne sætter frø, bliver de til mad for fugle og smågnavere. Bærrene, der modnes på brombær, hyld og slåen, ender i ræve, måger og solsorter. Bierne sidder altså midt i en kæde, hvor mange andre arter hænger på.

Det er derfor, tilbagegangen i biernes antal og artsrigdom de seneste årtier bekymrer biologer. Det handler ikke kun om, at vi får færre æbler — det handler om, at hele økosystemer mister deres bærende led.

Hvad bierne kæmper med

Bier har det sværere, end de havde for halvtreds år siden. Årsagerne er ikke én ting, men flere, der trækker i samme retning:

• Færre blomster i landskabet. Mark- og skovkanter, grøftekanter og udyrkede hjørner er mange steder forsvundet. Det betyder længere mellem måltiderne for både vilde bier og honningbier.
• Færre redepladser. Vilde bier har brug for bar jord, døde træstammer, hule plantestængler og stengærder. Når haver og landskaber bliver "ryddelige", forsvinder boligerne.
• Pesticider. Selv lave doser af visse sprøjtemidler påvirker biernes orienteringsevne og levetid.
• Sygdomme og parasitter. Især varroamiden er en konstant udfordring for honningbierne og kræver, at biavleren hjælper bifamilien igennem.
• Klimaet. Når forår og blomstring forskubber sig, kan bier og blomster komme ud af takt med hinanden.

Biavlerens rolle

Som biavler holder jeg honningbier, men jeg passer også på dem. Det betyder at sørge for, at familierne har plads nok, at de er fri for sygdom, at de har foder igennem vinteren, og at de står i et område med god og varieret blomstring. Til gengæld giver bierne os bestøvning af området og en smule honning oveni.

Bigården i Sorø står midt i et landskab med skov, marker, haver og vejkanter — det er præcis den slags blandede flora, der giver gode forhold for både honningbier og de mange vilde bier, der deler revir med dem. Det smager man faktisk i honningen: en blanding af alt det, der blomstrer omkring os.

Hvad du selv kan gøre

Det kræver ikke en bigård at hjælpe bierne. De fleste haver kan blive til små bi-oaser med ganske få justeringer:

• Lad noget få lov at blomstre. En hjørne med mælkebøtter, kløver eller vild kørvel er guld for bierne — også selvom det ikke ligner et plejet bed.
• Plant blomster, der dækker hele sæsonen. Krokus og vintergæk i februar, frugttræer og mælkebøtter i april, lavendel og hindbær i juni, kattemynte og oregano i august. Bierne har brug for mad fra februar til oktober.
• Lad et hjørne være "rodet". Døde stængler, en stak grene, lidt bar jord i solen — det er redepladser for vilde bier.
• Undgå sprøjtemidler i haven, eller brug dem kun målrettet og uden for blomstringstiden.
• Køb honning lokalt. Det støtter de biavlere, der holder bier i området — og det er deres bier, der bestøver din nabolags træer og buske.

Biernes egentlige arbejde

Biernes vigtigste rolle i naturen er bestøvning. Det er det arbejde, der holder gang i vild flora, frugttræer, bærbuske og en stor del af de afgrøder, vi spiser. Honningen er en flot bonus — men hvis vi vil have bierne, må vi sørge for, at der er blomster nok at gå til, og at landskabet stadig har plads til både honningbier og de mange vilde slægtninge.