Bisværm hænger som en tæt, levende klase af honningbier på en stamme omgivet af grønne blade

For en biavler er en sværm både et smukt syn og et lille tab. Når en familie sværmer, deler den sig: den gamle dronning forlader stadet sammen med op mod halvdelen af bierne for at grundlægge et nyt hjem, mens resten bliver tilbage med en ny dronning på vej. Det er biernes svar på det, vi i naturen kalder formering — ikke på individniveau, men på familieniveau.

Hvad er sværmning egentlig?

En bifamilie fungerer som én sammenhængende organisme. Den vokser hen over foråret, og når den bliver stor og stærk nok, formerer den sig ved at dele sig i to. Det er sværmning. Den udsendte sværm er altså ikke bier på vildspor — det er en hel ny koloni på vej ud i verden for at finde et sted at bo.

Hvorfor sker det?

Trangen til at sværme topper typisk fra sidst i maj og hen i juni, hvor blomsterne står i fuldt flor, og familien er på sit største. Flere ting spiller sammen:

  • Pladsmangel. Bliver stadet for trangt, og er der ikke plads til mere yngel og honning, begynder familien at forberede en sværm.
  • En stor, ung familie. Mange bier og rigeligt med føde giver overskud til at dele sig.
  • Dronningens duft fortyndes. I en tætpakket familie når dronningens feromoner ikke længere rundt til alle, og det er et af de signaler, der sætter sværmningen i gang.

Når de her forhold spiller sammen, begynder bierne at bygge særlige, nedadhængende dronningeceller — de såkaldte sværmceller. De er ikke i sig selv årsagen til, at familien sværmer, men det tydeligste tegn på, at beslutningen er truffet. Når cellerne er klar, er sværmen nært forestående.

En sværm er ikke en familie i opløsning — det er en familie, der er så stærk, at den har overskud til at blive til to.

Sådan foregår det

Kort før sværmen går, fylder bierne sig med honning som rejseproviant. Så letter dronningen og tusindvis af bier på én gang. Efter en kort flyvetur slår sværmen sig ned et midlertidigt sted — ofte en gren, en hæk eller en stamme — og hænger som en tæt klase, præcis som på billedet øverst. Herfra sender bierne spejderbier ud for at finde et permanent hjem, for eksempel et hult træ. Klasen kan hænge fra en time til et par dage, før den flyver videre.

Er en sværm farlig?

Forståeligt nok bliver mange forskrækkede ved synet. Men en sværm er som regel meget fredelig. Bierne har ingen yngel og intet forråd at forsvare, og de er mætte af honning, hvilket gør dem rolige. De er optaget af én ting: at finde et nyt sted at bo. Man skal selvfølgelig holde respektfuld afstand — men en hængende sværm er sjældent noget at frygte.

Hvad gør biavleren?

En del af håndværket handler om at arbejde med biernes naturlige trang frem for imod den. Jeg gør især to ting:

  1. Forebygger. I sværmsæsonen kigger jeg jævnligt familierne efter. Giver jeg dem plads i tide, og fjerner eller håndterer jeg sværmcellerne, kan jeg ofte tage toppen af sværmtrangen — gerne ved at dele en stærk familie i to på en kontrolleret måde.
  2. Indfanger. Sker det alligevel, kan en sværm som den på billedet fanges og flyttes ned i en kasse. Sidder den godt, kan det gøres forbavsende enkelt: bierne følger med dronningen ned i den nye bolig. Dermed bliver sværmen til en helt ny bifamilie i bigården i stedet for at flyve væk.

For mig som hobbybiavler er sværmtiden årets mest intense — men også den mest fascinerende. Det er her, man tydeligst mærker, at en bifamilie er et levende væsen med sin egen vilje. Vil du læse mere om biernes liv og betydning, så kig forbi Biernes rolle i naturen.

Når familien bliver til to

Bier sværmer, fordi en stærk familie formerer sig ved at dele sig: den gamle dronning drager af sted med halvdelen af bierne for at danne en ny koloni. Det udløses af pladsmangel, en stor familie og modne sværmceller. En hængende sværm er som regel fredelig, og biavlerens opgave er at forebygge sværmningen i tide — og indfange sværmen, hvis den alligevel går.